Black Yum Yum er en selvbestøvende og frøstabil Canadisk tomatsort. Frøene stammer fra Canada. Tomaterne er yderst velsmagende mørkebrune/sorte tomater. Der findes ingen detaljer om tomatens udvikling og baggrund.
Black Yum Yum er en af de sorter jeg har dyrket både friland og inde i drivhuset. Planten inde i drivhuset stod i en selvvandingspotte med 11L pottemuld tilsat perlekalk. Planten trivedes godt i dette miljø. På friland blev den plantet i et nyanlagt højbed, som stod i en køkkenhave beskyttet af vindbrydende hegn. Planten på friland var næsten smukkere end den i drivhuset, da stænglen var meget kraftig og plantens blade var mørkere og større til sammenligning med den plante som stod inde. Tomaterne fra ude-planten var lidt mindre end dem dyrket i drivhuset. Planten udendørs nåede desværre ikke at udvikle modne tomater inden planten blev ødelagt af kartoffelskimmelinfektionen jeg havde i min have i sommeren 2016.
Sorten beskrives som sygdoms resistent, men den er ikke resistent overfor kartoffelskimmel.
Plantens udseende
Black Yum Yum indeterminant, dette kaldes for en ranketomat. Sideskud skal løbende fjernes. Sorten har normale savtakkede blade.Jeg dyrkede denne sort i drivhuset, hvor den stod i en selvvandingspotte med 11L pottemuld tilsat perkekalk.
Tomaterne
Black Yum Yum satte mange blomster som blev til rigtigt mange tomater. Tomaterne sidder i klaser med 7-8 frugter. Tiden fra blomst til tomat er 70-80dage.
Udbyttet fra blot en plante var ganske imponerende. Tomaterne er runde i formen, men dog lidt aflange. De er meget mørke brune i kuløren, men de har også mørkegrønne skuldre. Tomaterne vejer 100-200 gram. Skalden er ganske tynd. Næsten alle tomaterne revnede lidt lodret fra blomsten, men revnen var så lille at selve tomaten ikke tog skade, tomaterne muknede ikke.
Smagsmæssigt er Black Yum Yum helt speciel. Smagen er sød, aromaen frugtagtig og dyb. Tomatkødet er lækkert og ikke melet eller tørt.
Vil jeg dyrke Black Yum Yum igen? Ja helt sikkert.