Boronia er en dværgtomatsort som er udviklet af en gruppe folk fra the Dwarf Tomato Project. Sorten er lavet ved at krydse sortene New Big Dwarf og Paul Robesen. Arbejde med at krydse, stabilisere og udvælge denne velsmagende tomatsort blev lavet af blandt andet Patrina Nuske Small, en af grundlæggerne af Dwarf Tomato Project, som også har navngivet sorten med inspiration af den australske plante Boronia megastigma med karakteristiske og velduftende blomster.
Sorten blev introduceret på markedet i 2014. Den frøstabil og selvbestøvende.
Plantens Udseende
Boronia er en relativt lille determinant, tree-type dværgtomat som kun bliver ca 90 cm høj. Det er den perfekte pottetomat hvis man ikke har så meget plads til tomaterne. Jeg dyrkede planten i en af de billige selvandingspotter fra Lidl (de sælges i løbet af en uge hver forår, så man skal være opmærksom). Disse potter har plads til cirka 20 liter pottemuld. Jeg har dyrket dværgtomater i meget mindre potter, men jeg synes men får det bedste udbytte ved at bruge en potte som inderholder mindst 10-12 liter jord/pottemuld. Pottemulden blev tilsat granulært kalk og der blev vandet med gørningstilblandet vand i hele vækstsæsonen, frem til midten af august.
Planten har almindelige savtakkede blade – og ikke rynkede som mange af dværgtomaterne.
Planten kræver minimal vedligeholdelse. Jeg nippede kun sideblade af den udstrækning det var nødvendigt for at skabe udluftning således at planten kunne tørre hurtigt i fald den blev våd.
Boronia planten har, selvom stænglerne er kraftige, behov for støtte. Tomaterne er tunge og jo større de bliver, des større bliver problemerne. Enten knækker stænglerne eller også vælter hele planten. Jeg havde, som det ses på billederne lavet mine egne tomatbure af pileflet. Det fungerede rigtigt fint, bortset fra at Boroniaplanten faktisk blev lidt højere end buret.
Tomaterne
Modningstiden angives til 65-70 dage, jeg fik ikke målt den, da det første tomater gik til på grund af griffelråd.
Tomaterne er let fladtrykte og bulede. Når tomaterne skifter farve er de først pink med mørke skuldre. Lader man dem hænge længere bliver de mørkerøde og faktisk beskrives de af folkene bag dwarf tomato project som havende en mørk rød-lilla kulør. Tomaterne er kødfulde og siges at veje 120-180g dog blev flere af de tomater jeg dyrkede i sommeren 2019 større end dette. Det tænker jeg skyldes at det var meget varmt og tomaterne helt generelt var store det år.
Så kommer vi til det med smagen. Boronia smager mildt og lækkert. Den har mere sødme og smag end de kedelige tomater vi kender fra supermarkedet. Sorten har en dejlig sødme. Jeg brugte det fleste af disse tomater til henkogning, mest fordi jeg havde vildt mange tomater som modnede på samme tidspunkt.
Vil Jeg dyrke Boronia igen? Dejlig tomatsort, som ikke tager meget plads og som kræver minimalt arbejde – ja det skal nok dyrkes igen på et senere tidspunkt.
God aften. Jeg vil spørge om det er måske muligt at købe et par frø af Boronia tomat hos jer? Jeg har søgt med lys og lygte uden held og vil gerne prøve at dyrke denne spændende sort. ❤ Mange hilsner, Brigita
Det kan du godt. Kan du kontakte mig på Messenger
Jeg ved ikke hvor du kan købe frø, desværre. Hvis du melder dig ind i FB gruppen “Frøbrev der rykker” så tænker jeg de nok ligger inde med den
Hej Mette, jeg har lige set din besked herinde. Jeg prøver at finde denne facebook gruppe, og dig derinde. Mange tak for dit svar <3