Pink Ping Pong

Pink Ping Pong er en heirloom tomatsort med oprindelse i USA. Der ikke kan findes meget information om sorten på internettet og de informationer jeg har fundet er er mildest talt forvirrende! På nogle sider omtales sorten under navnet “Pink Ping Pong” og andre sider kaldes den “Pink Ping Pong Cherry” Foruden den lyserøde beskrevet her, sulle den også findes som gul.
Jeg købte oprindeligt frø fra Fuglebjerggaarg.

Plantens Udseende

Pink Ping Pong beskrives som en kompakt indeterminat voksende sort. Det overraskede mig at den kun er ca 1,2-1,5m høj. Jeg begik den fejl tidligt i plantes liv at jeg kneb sideskuddene af, hvilket resulterede i et meget lille udbytte. Næste gang jeg dyrker sorten planlægger jeg ikke at knibe alle sideskud af!
Jeg dyrkede sorten i en undervandingspotte med 20l pottemuld. Planten blev gødet frem til september måned.
Stænglerne er spinkle og skal støttes, hvilket ikke er nemt når der er mange af dem. Næste sommer vil jeg forsøge at sætte et dyrehegn omkring planten så der ikke skal så mange pinde til.
Planten har almindelige savtakkede blade.

Tomaterne

Modningstiden er ikke målt, den beskrives at være 75 dage.
Pink Ping Pong sætter tomater som ligner blommetomater, men de bliver runde når de modner. De modne tomater varierer i størrelse fra 30-100g og de er smukt lyserøde/pink i kuløren.
Den plante jeg dyrkede sidste år satte tomater, som havde en lille spids. Jeg kan ikke se det beskrevet på nettet, men jeg talte med en person som havde dyrket sorten tidligere, som kunne bekræfte at sådan så de ud.
Tomaterne smagte virkelig godt, den havde ikke så meget sødme, men en intens smag af tomat uden sammenligning.
Velegnet til salat.

Planlægger jeg at dyrke sorten igen? Absolut!

Helleskov-tomaten

F3, brun/grøn cocktailtomat af det kryds som jeg lavede i 2020 af en ukendt dværgtomat og Naked Kiwi

F2 dyrket i 2022 af Annett Helleskov, ven og kollega på OUH, som siger det var den bedste tomat hun nogensinde har smagt.

I 2023 dyrkede vi Helleskov-tomaten af F3 frøene:
2 planter var dværg-agtige i væksten med meget tykke og ranke stængler og rugøse blade. Smagen var dog ikke god.
Jeg dyrkede 2 med gulgrønne tomater og 4 med rød/brune, som alle var kedelige i smagen.
Anett dyrkede 3 planter, heraf var der 2 som smagte fantastisk: De var begge mørkrøde/brunlige i kuløren med grønt gele. Den ene havde blå stribe, den anden havde sorter striber tydende på at den ene have en klar og den anden en gul skald.
Der er taget frø fra disse 2 og de dyrkes begge i 2024.

I 2024 dyrkes Helleskov-tomaten af F4 frøene:

ST156, F1

Frø til denne cherrytomat, ST156 blev doneret til mig fra en dansk tomatforædler. Sorten er såvidt jeg forstår under udvikling og kan endnu ikke købes i handlen.
ST156 er en hybrid og gemte frø som dyrkes vil ikke give den samme tomat.

Plantens Udseende

ST156 vokser enormt hurtigt og er en robust plante, lige som de andre F1 sorter jeg dyrkede i sommer 2020. Jeg vil nok tro at man kan så denne sort 3-4 uger senere end andre heirloom- og frøkonstante sorter – da den udvikler sig meget hurtigt.
Sorten er som andre cherrytomatsorter indeterminat i sin vækstform. Sideskud skal løbende nippes af og planten skal støttes i hele vækstperioden. Når en stængel nåede loftet, lod jeg et sideskud vokse op fra bunden af planten, på den måde fik den 3 hovedstammer.
Jeg dyrkede 3 planter i 2020, den ene voksede i en plantesæk, som lå direkte på gulvet inde i drivhuset. Denne plante blev vandet med et automatiseret drypvandingssystem, som også sørgede for gødningstilførslen. Jeg dyrkede en plante i en kapillærkasse som stod lunt op af min sydvendte mur på friland og en plante i et højbed. Alle tre planter klarede sig rigtigt fint og ydede godt.
ST156 har normal savtakkede grønne blade.

Tomaterne

ST156 laver meget lange smukke ranker af røde cherrytomater. På posen som jeg fik frøene i var sorten beskrevet som en cocktailtomat – så store så jeg dem ikke.

Tomater er nok blandt de sødeste og mest velsmagende jeg har smagt til dato. Normalt sammenligner jeg cherrytomater med den danske cherrytomat Ingrid. ST156 var side-by-side sødere og lækre end Ingid.
Vil jeg dyrke sorten igen? Absolut, men jeg må vente på at frøene kommer til salg, vil jeg nok stå i kø nede i butikken for at få dem med hjem.

Zlatava

Zlatava er en mellemstor tomat som har en virkelig smuk og intens orange farve. Efter en gennemsøgning af mange kilder på internettet må jeg konkludere at der kan jeg ikke finde infomationer om sortens oprindelse. Sorten er selvbestøvende og frøstabil.

Plantens Udseende

Zlatava er en cocktailtomat, som vokser med indeterminant vækst, dog bliver den ikke voldsom lang. Hos mig var den kun 200cm lang.
Sorten egner sig bedst til dyrkning i drivhus, dog angiver flere kilder angiver at den også kan dyrkes på et solrigt, beskyttet sted på friland.
Jeg dyrkede Zlatava i mit drivhus, her stod den stod i en selvvandingspotte med 11L pottemuld tilsat perlekalk. I hele vækstsæsonen blev planterne vandet med gødningtilblandet vand. Jeg havde egentligt læst mig til at det var en cherrytomat, derfor dyrkede jeg den med 3 hovedstammer for at øge udbyttet. Stænglerne er lange og slappe. Planten skal i hele væksten støttes ved opbinding for at undgå sygdom og maximere tomatproduktionen.

Sorten har fine slanke savtakkede grønne blade.

Tomaterne

Modningstiden: Dette fik jeg ikke målt. Fra kilder på internettet angives den 75 – 85 dage.

Zlatava sætter mange lange smukke klaser med op til 15 tomater i hver. Tomaterne er runde og let fladtrykte i formen; nogle kilder beskriver dem som hjerteformede, hvilket jeg dog ikke kan tilslutte mig generelt.
Tomaterne vejer 80-120g og er således lidt større end bordtennisbolde.
Zlatavas tomater starter med at være lysegrønne i kuløren. I takt med at de modnes bliver de først gullige. Når de er helt modne og klar til at plukke har de den smukkeste dybt orange kulør. Når man skærer tomaten over første gang bliver man meget forbavset. Den er nemlig ikke orange inden i, nej den er fyldt med det smukeste rødligt gele (blodappelsinfarvet) hvori kerner ligger. Jeg kender kun en anden orange tomatsort med samme intense orange farve, det er sorten Qiyanai Juang som dog er orange hele vejen igennem.

Smagsmæssigt er tomatsorten Zlatava yderst velsmagende. Den var frisk, med god sødme og en unik frugtagtig aroma. Denne sort var sammen med sorten Gryngy in the sky — bicolor de mest velsmagende sorter jeg dyrkede i 2018.

Vil Jeg dyrke tomatsorten igen? Det kan du være helt sikker på!

Haley’s Purple Comet

Haley’s Purple Comet er en sort som er udviklet af Brad Gates (Wild Boar Farms). Jeg har den dyrket 2 år i træk da den smager utroligt godt. Desværre har jeg både i 2016 og 2017 haft store problemer med at tomaterne revner voldsomt og med mindre de spises meget hurtigt går de til.

Plantens udseende:

Haley’s Purple Comet vokser indeterminant, dvs som en ranke.

Bladene på sorten er afrundende og ikke savtakkede som tomatblade vanligvis er.

Jeg har dyrket Haley’s Purple Comet både på friland og i drivhuset, sorten klarer den sig godt begge steder. På friland stod planten i et højbed på et beskyttet sted. I drivhuset blev den dyrket i en Quadgrow potte med 11L pottemuld tilsat perlekalk og vulkanske mineraler. På friland er tomaterne noget mindre end dem man får i drivhuset. Der er ingen forskel på smagen ude/inde.

Tomaterne

Modningstiden (fra blomst til tomat) er cirka 80dage

Denne sort højtydende. Den sætter rigtigt mange tomater som har flere farvenuancer. Skuldrene kan være mørkegrønne mens resten af tomaten er sort, lilla og lyslilla. Tomaterne er runde og let fladtrykte, de bliver 3-6 cm i diameter og vejer 30-90 gram.

Desværre har tomaterne haft en udtalt tendens til at slå store revner og der har ikke vært forskel på om den blev dyrket ude eller i drivhus. Dette problem er ikke beskrevet hos tomatdyrkere i USA, så spørgsmålet er om det er det danske våde vejr som er årsagen. Jeg har ydermere haft en mange fugtproblemer i mine drivhuse, hvilket har ført til at jeg i 2018 har købt et nyt drivhus.

Vil jeg dyrke Haley’s Purple Comet igen? Da tomaterne smager så fantastisk har jeg valgt at den skal dykes en gang til i det nye drivhus, før sorten kasseres for evigt!

Cuban Small

Frøene til cocktailtomaten Cuban Small skaffede jeg i 2015, i forbindelse med min sidste rejse til USA og Canada. Under et besøg i byen Toronto viste det sig at min derboende familien kendte den kvinde som levede af at dyrke gourmettomater til restauranterne inde i Toronto. Hun havde ikke overaskende mange sorter som hun var rigtigt glade for. Efter en kort telefonsamtale fik jeg arrangeret at jeg kunne købe frø fra hende til at tage med hjem. Aftalen blev at hun skulle pakke frø til hendes 5 yndlingssorter. Da jeg med stor spænding åbnede pakken lå der frø til denne tomat.
Cuban Small er en tomatsort hvorom der næsten ingen informationer er at finde. Sorten er åben polineret og frøstabil tomatsort.

Plantens udseende

I 2016 dyrkede jeg Cuban Small på friland. Jeg havde kun en plante, som ikke nåede at sætte mange tomater før skimlen aflivede den. Jeg nåede at smage 1 tomat – som jeg konstaterede smagte rigtigt godt. Planten klarede sig dog rigtigt godt på friland. Den var kraftig med god bladvækst.

Jeg dyrkede sorten igen i 2018 hvor den fik plads i mit nye drivhus. Sorten blev som vanligt sået inden døre i februar. Først i juni blev en noget udpint plante sat på plads i drivhuset, som var meget forsinket i sin færdiggørelse. Jeg dyrkede den i en kapillærkasse sammen med 2 andre tomatsorter. Den var sen til at sætte blomster, men da den endeligt kom i gang satte den pænt mange blomster i klaser med 7-10 tomater i hver.

Planten vokser indeterminant og har normale savtakkede blade.
Planten er enormt kraftig i stænglerne, hvor jeg plejer at lægger planterne ned når de bliver for lange var det helt umuligt uden at knække den nederste del af stænglen.

Tomaterne

Modningstiden: Er ikke målt

Cuban Small laver små, lidt kantede tomater. Tomaterne er ikke så store, her i Danmark vil vi nok kalde den for cocktailtomater. De er mørkerøde til mahoni/brune i kuløren. Skinnet er ganske tyndt og til trods herfor har jeg ikke haft problemer med at det revnede.

Smagsmæssigt er Cuban Small som andre mørke tomater meget sødmefyldte med en krydret frugtagtig aroma.

Vil jeg dyrke sorten igen?
Ja, denne sort har jeg dyrket i flrer år og dyrker den gerne igen.