Earliana

Earliana, eller “Sparks Ealiana”, er en meget gammel tomatsort. Den blev udviklet af George Sparks i New Jersey, USA og frø blev første gang solgt på markedet i år 1900. Det er således en ægte heirloomtomat på nuværende tidpunkt. Sorten er kuldetolerant om modner derfor meget tidligt.

Plantens udseende

Earliana er vokser med indeterminant/semi-determinant vækstmønster. Højden af planten afhænger af temperaturen som planterne gror ved. Ved kølige temperaturer bliver planten ca. 60cm høj. I mit drivhus bliver planterne er dog ikke særligt høje – kun ca 2m. Stænglen en ret tynd og planten skal som andre tomatsorter støttes i løbet af væksten.
Jeg har kun dyrket sorten plantesække/kapillærkasser i mit drivhus, idet jeg har problemer med skimmel på friland. I drivhuset tror jeg den har det for varmt.
Jeg har tidligere knebet sideskudene af, men tænker at jeg næste gang jeg skal dyrke denne sort vil lade sideskudene sidde på, men så skal planten have mere plads i siden.
Sorten har almindelig savtakkede blade.

Tomaterne

Modningstid ca 65 dage
Tomaterne hænger i mindre klaser med 4-6 tomater i hver. Tomaterne er runde og helt røde. Tomaterne er moderat kødfulde og vejer fra 120-200g. Smagen er god og kraftig med nogen syrlighed.

Jeg bruger gerne denne sort til henkogning, men den smager også godt bare at spise rå.

Vil Jeg dyrke Earliana igen? Ja, helt sikkert – har dyrket den i 2 somre og det er ikke sidste gang.

Belle Du Toggenburg

Belle Du Toggenburg er en heirloom tomat fra Schweiz. Andre navne: Beauty from Toggenburg, Beauty of Toggenburg.

Plantens Udseende

Belle Du Toggenburg er indeterminant voksende sort, som blev mere end 2m lang. Jeg dyrkede sorten i plantesække med drypvanding i mit drivhus og har ikke erfarring med at dyrke dem på friland. Sorten sætter blomsterranker med 5-7 blomster.
Bladene: almindelig savtakkede blade

Tomaterne

Belle Du Toggenburg modner relativt tidligt. Tomaterne vejer 60-100 gram og de er røde, runde tomater med en lille spids hvor blomsten har siddet. Skindet er tyndt. Tomatkødet og geleen er helt rødt. Tomaten er fast i kødet og egner sig godt til bare at spise, i salaten og til at koge tomatsauce af.

Den Røde fra Skovløkkegård

Jeg ved faktisk ikke hvad det rigtige navn til denne sort er! Jeg har kaldt sorten for “Den Røde fra Skovløkkegård” så får den et stednavn. Frøene kom i en pose hvorpå der stod “Secret Sacuse Short” – og det skulle have været en tomatsort som Brad Gates fra Wild Boar Farms havde udviklet, men den ligner bare slet ikke tomaterne på de billeder man finder på nettet.
Jeg har efterhånden dyrket sorten i mange år, da det er en rigtigt velsmagende tomat og den yder godt næsten hvert år.
Sorten er selvbestøvende og frøkonstant.

Plantens Udseende

Den Røde fra Skovløkkegård er semi-determinant voksende. Planten bliver ca 180cm høj. Jeg har kun dyrket sorten i drivhuset. Jeg dyrker i plantesække og vander med drypvanding. Der skal gødes godt, da tomater kræver store mængder gødning for at give et godt udbytte. Jeg har også dyrket den i kapillærkasser og andre typer undervandingssystemer. Jeg dyrker sorten med 2 hovedstammer – når den ene holder op med at vokse i højde lader jeg en ny vokse op fra bunden, derved får jeg flere tomater ud af 1 plante.
Sorten har blade som ikke har de vanlige savtakker på.

Tomaterne

Modningstiden er ca 75 dage.
Tomaterne er røde og runde og skal klippes af, da der ikke er et “hængsel” som knækker så man plukker tomaten.
De vejer 120-180 gram og kan spises direkte eller bruges til henkogning.

Vil jeg dyre sorten “Den Røde fra Skovløkkegård” igen: Ja absolut, det er en god tomat til konservering. Den er på mit program næsten hvert år.

Black Zebra

Tomatsorten Black Zebra er lavet af Jeff Dawson ved at krydse Green Zebra (TW) med en unavngiven sort tomatsort.
Sorten beskrives som havende god resistens overfor sygdom.
Sorten er selvbestøvende og frøstabil.

Plantens Udseende

Kraftigt voksende indeterminat sort (ranketomat).
Jeg dyrkede sorten i en plantesæk i mit drivhus – jeg har ikke erfaring med at dyrke sorten på friland.
Sorten har normale savtakkede grønne blade.

Tomaterne

Black Zebra er længe om at modnes og det siges at de kan tåle at hænge længe på planten.
Tomaterne er beskrives som runde, hos mig var de let kantede. De starter grønne med mørkegrønne striber. Når de modnes bliver de smukt mahoni/brune med mørkegrønne vertikale striber. Tomaterne er 4-5 cm i diameter og vejer 125-150 gram. Tomaterne sidder i klaser af 5-6 tomater. Tomatkødet er brunt i kuløren mens geleen er grønt.
Jeg havde ikke et store udbyttefra planten jeg dyrkede i 2021 og smagte kun enkelte tomater. De smagte ikke af meget. I flere beskrivelse på nettet står der er at sorten har ekseptionel sødme og en krydret smag.

Black Zebra er rig på anthocyaniner, et kraftigt antiinflammatorisk stof som er godt for immunsystemet.


Freckled Child

Tomatsorten Freckled Child er lavet af Wild Boar Farms. Det angives at den er resultatet af et ukendt kryds mellem flere mulige tomatsorter: Big Rainbow, Marvel Stripe, Brandywine, Cherokee Purple, Black Krim og Green Zebra.
Sorten er selvbestøvende og frøstabil.

Plantens Udseende

Indeterminant voksende – Skal støttes under hele væksten.
Dyrket i højbed på friland med rigtigt godt udbytte (frem til at der udbrød skimmel og planten måtte lade livet). Jeg havde planten i en nyanlagt højbed med ny-fermenteret hestemøj som gødning. Planten blev sat dybt i bedet og vandet grundigt på udplantningstidspunktet. Pga. en lang tør sommer mååte der vandes nogle gange for at undgå udtørring og død.
Normale mørkegrønne savtakkede blade.

Tomaterne

Tomaterne på Freckled Child modner relativt tidligt. De er runde, og kuløren er Orange med røde/pink-farvede pletter. Tomaterne er kødfulde og velsmagende.

Vil jeg dyrke denne tomatsort igen?
Ja absolut. Den skal dyrkes i drivhuset, hvor den er godt beskyttet mod skimmelsporer som hver år slår tomatplanterne på friland ihjel ude ved mig.

Mikado Black

Mikaco Black er en kommerciel russisk tomatsort a.k.a Микадо Черный eller Mikado Chernyi, som oversat til engelsk betyder ‘Mikado Black’. Sorten har været kendt i mere end 30 år. Jeg byttede mig til frø som skulle være McMurray’s Selection – en mere velsmagende. Sorten er frøstabil.

Der er desværre en del uenighed om sortens historie i forskellige kilder på internettet.

Plantens udseende

Mikado Black er en kompakt plante. Den vokser med indeterminant vækstmønster, men er til trods herfor kun er ca 1-1,4m høj.
Jeg var så heldig har have 2 planter sidste sæson. Den ene stod i drivhuset, den anden ude i højbedet i forhaven. Planten ude synes at trives rigtigt godt og satte mange tomater. Desværre blev alle planterne ramt af skimmel og måtte destrueres. Planten índe i drivhuset blev dyrket i en plantessæk og vandet med drypvanding. Selv om sorten ikke er så høj skal den bindes op for ikke at vælte eller knække når den begynder at bære frugt.
Sorten er kartoffelbladet.

Tomaterne

Modningstid: 74 dage (blev ikke målt)
Tomaterne er lilla-sorte i kuløren med mørkegrønne skuldre. Formen er rund og fladtrykte, nogle kan være aflange. Tomaterne vejer 200-300g.
Smagsmæssigt er de meget aromatiske med god umami-smag, ligesom andre sorte tomater. Absolut en vindertomat fra sæsonen 2020.

Vil jeg dyrke Mikado Black igen? Så absolut, den er sået igen i marts 2021.

Indigo Rose

Tomatsorten “Indigo Rose” har en lang velbeskrevet historie at finde på internettet. Forarbejdet til at lave denne sort startede helt tilbage i 1960erne, hvor tomatavlere fra Bulgarien og USA krydsede vild-type tomatsorter med gener til anthocyaninfarvning af stængler og blade, men ikke af selve tomaterne. Mange år senere blev Indigo Rose udviklet i et forsøg på at lave en tomat med høj indhold af antioxidanter. Arbejdet med at krydse vild-type tomatsorter med de rette gener blev gjort af professor Jim Myers og hans Ph. D. studerende ved Oregon State University. Indigo Rose er en sort med anthocyaninfarvning af skindet på tomaten. Anthocyanin er farvestoffet i blåbær som menes at have mange helbredsfremmende egenskaber. Sorten bærer gener for sygdomsresistens.
Sorten er selvbestøvende og er frøstabil.

Plantens Udseende

Indigo Rose er en meget robust plante. Stænglen er meget kraftigt og helt stiv og planten stod meget længe uden støtte – først da vægten af tomaterne tyngede kunne den ikke holde længere.
Stængel og blade er meget mørke/blålige i kuløren.
Sorten er indeterminat. Sidegrene skal løbende knibes af.
Jeg dyrkede Indigo Rose i en plantesæksammen med 2 andre planter. Sækken lå direkte på drivhusgulvet. Planterne blev vandet mad drypvanding.
Sorten har almindelige savtakkede blade.

Tomaterne

Tomaterne på Indigo Rose er meget længe om at modne. Det er fristende at plukke dem på et for tidligt tidspunkt – det lykkedes mig faktisk, idet de ser SÅ indbydende ud. Tomaterne bliver lilla/blå/sorte på de områder der har været udsat for sol. Dækkes tomaterne f.ex af overhængende blade udtrykkes farven ikke i tomaten og den forbliver grøn. Man kan tilgengæld plukke tomaterne og lægge dem i solen, da vil den lilla farve vise sig på skallen inden for ca. en uge. Tomaterne er først modne når de skifter farve fra lilla til rød og når de er bløde. Først da er der dannet nok sukker til at de er spiselige. Inde i tomaten er tomatkød og gele rød.
Tomateren hænger i flotte sildebensranker med 6-10 tomater i hver. De er på størrelse på golfbolde og vejer 40-55 gram.

Desværre smager disse tomater ikke af meget. Faktisk var de virkligt kedelige og blev alle brugt til henkogning. Jeg har hørt det samme fra andre tomatdyrkere der i landet.
Vil jeg dyrke sorten igen? Nej.

Orange Zebra, Ustabil TW kryds

Frøene til denne ustabile tomatsort fik jeg fra Frøsamlerne i Danmark. Viden om hvor langt man nåede i selektionen af denne ustabile sort er desværre gået tabt. Selve de krydsninger, som lå til grund for de ustabile tomat-varianter, blev lavet af tomatforædleren Tom Wagner. Han lavede dem i 2009 sammen med danske tomatdyrkere i forbindelse med et besøg her i landet. Information om hvilke tomatsorter der er krydset for at komme til denne variant er desværre også gået tabt.
Orange Zebra er et “arbejdsnavn” som denne variant har fået af Mette Juhl Pedersen som er oprindeligt har fremdyrket den. Sorten er ikke stabiliseret endnu og ikke frøægte.

Plantens udseende

Denne tomatplante blev dyrket i sommeren 2018. Den vokser som ranke (indeterminat) og blev meget lang of meget kraftig. Sideskud skal således løbende nippes af. Jeg dyrkede planten i et østvendt vindue i mit drivhus. Her stod den i en quadgrow potte med 11L pottemuld tilsat perlekalk. Den blev vandet med gødningstilblandet vand. Planten synes ikke at have noget i mod varmen inde i huset. Den blev ikke angrebet af nogle sygdomme. Da den hurtigt nåede loftet i drivhuset, lod jeg en sidegren vokse op fra bunden, for derved at øge udbyttet. Dette tolerede planten uden af tomaterne blev mindre i størrelsen.
Planten har normale savtakkede blade.

Tomaterne

Modningstiden på denne variant er meget lang 80-90 dage.
Tomaterne starter helt grønne som små, men de bliver meget hurtigt blålige og siden hen næsten helt sorte. I takt med at de vokser trækker anthocyaninfarvningen sig tilbage og der tilkommer grønne striber på langs af tomaten. Når tomaten er helt moden bliver den orange/rød med spredte grønne longitudinelle striber. Den blå/sorte anthocyaninfarvning trækker sig tilbage, men er stadig synlig oppe ved stænglen. Faktisk er de ret smukke at se på.

Disse tomater er som andre mørke tomatsorter velsmagende og søde – lige den slags jeg er mest vild med. Det er en variant som nok er værd at dyrke videre på, selv om jeg ikke har haft plads til den siden 2018.



Svarte Petter

Svarte Petter er efter sigende en mørk krydret tomat. Jeg har byttet mig til frøene fra en tomatentusiat, som besøgte Tomathuset i Skåne, købte tomaterne og gemte frø derfra.
Der findes ingen informationer om sorten på nettet – det eneste jeg kan finde er beskrivelsen af en cherrytomat, og det passer slet ikke på beskrivelsen af den tomat jeg dyrkede – mine tomater var nemlig runde og relativt store.
Det siges at sorten er frøstabil, men med udfaldet af den tomatplante jeg dyrkede i 2019 kan man være meget i tvivl.

Plantens udseende

Svarte Petter er en robust og meget kraftigt plante som vokser indeterminant.
Jeg dyrkede planten en Quadgrowpotte i mit drivhus. I dette pottesystem står planterne i en 11 L potter. Fra potten løber en væge, som jeg klipper af hundetæpper (da de ellers er meget dyre), ned til et store kammer som fyldes med vand og gødning efter behov. Planten stod i vinduet på øst. Væksthusgardinerne var trukket det meste af sommeren pga den høje temperatur i drivhuset, så planten fik ingen direkte sol. Planten trivedes rigtigt godt på denne plads.
Sorten har normale savtakkede grønne blade.

Tomaterne

Modningstiden på Svarte Petter var 81 dage (Første blomst set d 22/6 og først modne tomat taget d 13/9).

Sorten sætter mange flotte klaser med 8-10 store tomater i hver. Tomaterne på Svarte Petter er utroligt smukke at se på i hele vækstperioden. De starter lysegrønne, ligesom andre tomatsorter jeg kender. Men i takt med at de vokser sig større bliver de flaskegrønne/sorte. Efter 77 dage jeg troede at den første tomat var moden – idet de ihht deres navn “Svarte” var de mørkt mahonyfarvede/sorte i kuløren. Tomaten var endnu ikke blevet blød i konsistensen, men jeg valgte at plukke den første. Den var desværre slet ikke moden, den var helt hvid i kødet og aldeles smagsløs. I løbet af den næste uge blev tomaterne røde. Nogle af dem havde mørke skuldre og nu blev de bløde at føle på. Ved fornyet prøvesmagning på den modne tomat var desværre skuffende.
Sorten yder vældigt godt.

Vil jeg dyrke sorten igen? Jeg tror jeg venter på tilbagemeldinger fra andre som har dyrket på samme frø, mht deres resultat før jeg sår igen.

Vallin Orange

Vallin Orange er belgisk tomatsort. Der kendes ikke noget til historien bag sorten. Sorten er selvbestøvende (open-pollineret) og frøstabil.
Jeg byttede mig til frøene fra en tomatentusiast i Frankrig.

Plantens Udseende

Jeg dyrkede sorten Vallin Orange både på friland og i drivhuset. Begge steder trivedes den godt. Inde i drivhuset stod i en stor 50 L keramik potte sammen med 2 mikrotomater og ude stod den alene i en selvvandingspotte fra LiDL. Begge steder voksede de i pottemuld tilsat perlekalk. Inde i drivhuset blev planten vandet i underskalen hver dag, men planten uden blev vandet hver 3-4 dag afhængig af temperturforholdene. Planten er determinat, det vil sige med begrænset højde. Den blev 100-120cm høj. Den skal ikke knibes og bliver derfor ret bred, idet alle sidegrenene er 120 lange. Det er besværligt at give alle støtte og sikre at grenene ikke knækker af eller vælter når vægten af tomaterne tynger. Jeg endte med at sætte en stor bambus pind lige i midte og så binde en eller flere snore fra pinden ud til hver af sidegrenene og derved støtte stængler og tomater. Den sætter blomster i klaser med 3-4 tunger tomater.
Vallin Orange har normale savtakkede grønne blade.

Tomaterne

Modningstiden for sorten siges at være lang, ca 80 dage. Jeg fik desværre ikke målt den ikke målt. Disse tomater modnes over en periode på 3 – 4 uger.
Vallin Orange laver nogle flotte runde, lidt puklede og lidt fladtrykte tomater. De er mørk-orange i kuløren både udvendigt og indvendigt. De vejer 175-250 gram og er tynde i skallen. Enkelte af disse tomater revnede ret sent på sæsonen.
Tomaterne er kødfulde med gange list gele. Smagen helt i top med en god sødme, en naturlig syrlighed og en behagelig aroma, hvor man ikke er i tvivl om at man spiser tomat.

Vallin Orange er er sort som jeg absolut gerne dyrker igen i fremtiden