Graham’s Good Keeper

Der er ingen viden om baggrunden og historien bag sorten Graham’s Good Keeper. Det er ret sikkert, i følge de kilder jeg har læst på internettet, at sorten stammer fra Canada. Sorten har været kendt så længe at den klassificeres som en heirloomtomat.
Jeg købte frøene til sorten i 2015 hos en forhandler i Toronto, Canada. Jeg dyrkede sorten først gang i 2016, hvor jeg næsten ikke nåede at smage tomaterne, da planten tidligt blev angrebet af kartoffelskimmel og døde. Derfor var det på tide at dyrke den således at frøene ikke blev for gamle.

Plantens udseende

Graham’s Good Keeper er en indetereminant voksende tomatsort som vokser til sig meget lang. Det er en kraftig og robust plante. For at undgå at planten bliver for stor og ustyrlig skal sidegrene knibes af. Sorten har som andre tomatsorter behov for opbinding, da den ikke kan stå selv.
Jeg har kun dyrket sorten på friland og der klarer den sig godt. Jeg har desværre mistet sorten til kartoffelskimmel i begge de sæsoner jeg har dyrket den – jeg har desværre mange problemer med skimmel på frilandsplanter, her hvor jeg bor på Fyn.
Denne sort hører til de kartoffelbladede sorter.

Tomaterne

Graham’s Good Keeper sætter flotte klaser med mange tomater i. Tomaterne er ret store og blommeformede. Tidligt på sæsonen er de mørkegrønne oppe ved stænglen og mere lys grønne nedad mod blomsten.


Når de modnes bliver de jævnt røde i kuløren. Tomatkødet er rødt.
Tomaterne er kødfulde med meget lidt gele i hullerne, men der er dog en god mængde frø i tomaterne. Desværre kan jeg ikke finde et billede af en overskåren tomat at vise frem.
Tomaterne smager kraftigt af tomat – sådan som jeg husker tomater smagte for 50 år siden.
Tomaterne siges at være vældigt gode til at gemme, dette har jeg ikke haft mulighed for at prøve.

Vil jeg dyrke Graham’s Good Keeper igen? Ja, det regner jeg med, idet det er en kødfuld tomat med en god gammeldags smag, de er nemlig rigtigt gode af henkoge.

Leave a Reply