Lemon Drop er en cherrytomat som har jeg dyrket i flere år da jeg elsker smagen.
Sorten er selvbestøvende og frøægte (heirloom tomat) så du kan tage frø til næste sæson.
Sorten siges at være kulde-tolerant.
Plantens udseende
Lemon drop er indeterminant og skal have nippet sideskuddene af for at sikre at vækst af tomater. Planten sætter blomster og laver tomater langt hen på sommeren. Når efteråret nærmer sig skal toppen klippes af for at sikre at tomaterne på planten for til til at modnes inden vinteren kommer.
Lemon Drop har normale savtakkede blade som er meget mørkegrønne i kuløren.
Lemon Drop trives godt i drivhuset hvor jeg har dyrket den i kapillærkasser med et stort udbytte. Den kan uden besvær dyrkes på friland på et beskyttet sted (uden for meget vind). Her giver den en kraftig plante med god bladvækst som skal trimmes kraftigt for at sikre udluftning mellem bladene for at beskytte mod sygdomme.
Sorten er ikke resistent overfor kartoffelskimmel (findes der mon tomatsorter som er det), men den holder dog stand længe. Jeg dyrkede den sidst i 2016, hvor jeg mistede 60 planter på friland pga. endeløs regn som resulterede i udbredt smitte med kartoffelskimmel. Den sommer var det en af de sorter som holdt længst før den også bukkede under.
Tomaterne
Lemon Drop er ret sen til at modne (80-90 dage iflg. mine kilder) men den er absolut værd at vente på.
Tomaterne er smukke bleg-gule, nærmest gennemsigtige cherrytomater som måler 1,5-2 cm i diameter. Skalden er tynd og revner ikke. Tomaterne vejer fra 10-18 gram.
Tomaterne smager sødt med en distinkt syrlig citrusagtig eftersmag. Den er super lækker at spise som snak eller i salaten. Den kan tørres til semi-dried tomater eller den kan bruges på lige for med alle de andre tomater til henkognings formål.