Sirenevoe Ozero

Serenevo Osero er en gammel Russisk/Bulgarsk heirloom tomat – jeg må dog bekende at jeg har lidt svært ved at finde ud af præcist hvor sorten stammer fra, da der er divergerende oplysninger herom på nettet. Sortens russiske navn er Sirenevoe Ozero (Сиреневое Озеро) som oversat til engelsk betyder Lavendar (eller Lilac) Lake, som sorten også kaldes i engelsktalende lande.
Sorten er frøstabil, kuldetolerant og beskrives med resistens overfor mange natskyggesygdomme.
Jeg købte frø til sorten fra Badskins Garden i Holland.

Plantens Udseende

Sirenevoe Ozero er ikke en voldsom høj tomatplante. Den beskrives som semi-determinat af vækst. Jeg dyrkede sorten i en plantesæk i mit drivhus. Her blev den kun ca. 1,5 m høj. Flere russiske kilder på internettet beskriver sorten som determinat og kun 1 m høj.
Sorten beskrives at give det bedste udbytte hvis den dyrkes med 3 hovedstammer. For vejledning i knibning af semi-determinate tomatsorter følg linket her.
Sorten har normale savtakkede blade. Den har kraftig bladvækst, så det var svært at finde tomaterne inde mellem bladene.

Tomaterne

Sirenevoe Ozero er en af de senere modnede sorter, det tager op til 110 dage på friland.
Tomaterne er modne når de er mahoni farvede/lilla med grønne skuldre, men hænger længe nok bliver de dog helt røde. Tomatkød og geleen omkring frøene er initielt samme farve som tomaten – mørkerødt.
Tomaterne er relativt store runde, let fladtrykte bøftomater som vejer 150-350 gram.

Tomaterne smager rigtigt godt den har en god fyldig tomataroma, lækker sødme og også en god syrlighed. Jeg lod tomaterne hænge til de var helt røde, det tålte de godt og smagmæssigt blev de mere søde. Sorten vil kunne spises rå men kan også med fordel henkoges.
Sirenevoe Ozero vandt en tomatsmage konkurrence i Belgien i 2019, og er nok en af de bedst smagende tomatsorter jeg dyrkede i 2020. . Derfor er den sat på programmet i 2021.

One thought on “Sirenevoe Ozero

  1. Birthe Niilonen says:

    Den glæder jeg mig til at dyrke, men kan se det er en sen tomat, så den må jeg hellere få sat hurtigt

Leave a Reply