Dwarf Mr Snow

Dwarf Mr Snow er en dværgtomatsort udviklet af folkene bag Dwarf Tomato Project. Sorten er resultatet af krydsning af sorterne Dwarf Golden Champion og Green Giant. Sorten er navngivet af Craig LeHoullier. Sorten er frøkonstant og selvbestøvende. Sorten har været på markedet siden 2011.

Plantens Udseende

Dwarf Mr Snow er en kartoffelbladet, tree-type dværgtomat. Den er beskrevet som værende 120 cm høj. Det meget varme sommervejr i 2018, resulterede dog at begge de 2 planter jeg dyrkede i mit drivhus blev højere. Den højeste var 150 cm. Den ene af plantene stod i en selvvandingspotte (Tower Grow Pot) med ca 10 l pottemuld og den anden plante stod i en stor plastik potte med 20 l pottemuld og blev vandet nedefra 1-2 gange dagligt afhængig af hvor varmt det var derude. Planten i den almindelige potte havde det absolut bedst og gav det største udbytte. Planterne blev vandet med gødningstilblandent vand frem til slutningen af september.
Tree-type dværgtomaterne gør jeg ikke meget ved under væksten. Jeg fjerner de få blade som gør busken for tæt og som forhindrer udluftning og tørring efter regnvejr. Jeg nipper helst ikke nogle sideskud af – men ved ikke om det er forkert. Denne sort er ret høj og ret tæt og begge de år jeg har dyrket den ender jeg med en plante, som vælter over det hele. Den er for høj til at den kan styres med et almideligt dyrehegn. Derfor havde jeg i 2018 4-5 lodrette bambuspinde, som hver støttede en stor stængel med mange tomater på. Tomaterne er ret tunge og har tendens til at knække af. Det er vigtigt at holde øje med vægten af frugterne og evt binde tomaterne op.
Dwarf Mr Snow er en af de kartoffelbladede tomatsorter. Bladene er noget mørkere end de vanligvis er og rynkede som det ses på andre dværgtomatsorter.

Tomaterne

Modeningstiden af Dwarf Mr Snow har jeg ikke målt – den angives til 90 dage.
Tomaterne er runde, lidt fladtrykte, små bøftommater. De varierer dog en del i størrelse, idet nogle er runde og vejer 80-100 g, mens andre som bøftomater og vejede op til 280 gram. Tomaterne er pastel-lysegule i kuløren. Skallen er ganske tynd, og sent på sæsonen, når der er fugtigt og der er store forskelle i temperaturen dag til nat har den ret udtalt tendens til at revne. Sent på sæsonen kan det nok bedst betale sig at plukke tomterne tildligt og lade dem efetermodne indendøre som de ikke mugner.

De pastelgule tomater er meget kødfulde og har ganske få frø i de små gelefyldte hulrum; smager lige som andre gule tomater af mindre end den røde tomat og egner sig ikke så godt til henkogning. Dog har Dwarf Mr Snow en fin smag som er lettere syrlig med toner af citrus.

Lana Tropic

Lana Tropic er en tomatsort hvor om der ingen informationer findes på internettet, så jeg kan desværre ikke fortælle noget om sortens oprindelse.

Jeg har byttet mig til frøene fra en person som fortalte at han havde gemt frøene fra en tomat, der var købt i Citti Grossmarkt i Flensburg, og at sorten havde været frøstabil i flere år.
Ved min søgning på nettet fandt jeg på et tidpunkt et link (som jeg ikke længere kan finde) på en landmand som dyrkede en hybrid-F1-tomat ved navnet “Lana Tropic” som blev solgt i Citti. Jeg har også fundet en beskrivelse af en frøstabil, grøn GWR cherrytomat ved navnet “Lana Tropical” i det tyske tomatatlas.

Plantens udseende

Som de fleste andre cherrytomatsorter vokser Lana Tropic med indeterminant vækstmønster, dvs sideskud skal stort set alle knibes af, da planten eller bliver til en stor busk uden tomater. Jeg dyrkede min plante i drivhuset i en selvvandingspotte med 11 l pottemuld tilsat perlekalk. Planten blev omkring 2,2 m høj. Jeg dyrkede den med 4 hovedstammer for at øge udbyttet, det tåler den uden problemer. Jeg har ikke dyrket sorten på friland, men som andre cheerytomatsorter vil jeg tro at den kan dyrkes på friland uden problemer. Sorten forsætter med at sætte blomster og nye tomater helt frem til frosten tager planten i slutningen af oktober.
Planten har normale savtakkede blade.

Tomaterne

Tomaterne er runde cherrytomater, de vejer 12-17gr/stk. Planten sætter både større forgrenede klaser med op til 50 tomater i og mindre klaser med 20-30 tomater. Tomaterne har ganske tynd skal. Tomatkødet og geleen omkring frøene er stærkt grøn. Smagen af tomaterne er frugtagtig, sød og krydret. Faktisk smager denne sort næsten som den grønne Reine Claude blomme – MUMS.
Disse tomater har ikke problemer med at sprække og revne før meget sent på sæsonen

Vil jeg dyrke sorten igen – Absolut, den står allerede på listen til 2020.

Gajo de Melon

Gajo de Melon er en cherrytomatsort som menes at stamme fra Californien eller Mexico, det er dog ikke veldokumenteret. Sorten er frøstabil

Plantens Udseende

Gajo de Melon vokser med indeterminat vækstmønster. Sideskud bør løbende knibes af, men som ved andre cherrytomatosorter valgte jeg at dyrke sorten med 3 hovedstammer.
Jeg dyrkede planten i en kapillærkasse med en 50l pose med pottemuld. Den stod sammen med 2 andre planter. Jeg var uheldig med min plante i den tidlige sommer, idet den blev syg. Den holdt bare op med at gro, og faktisk troede jeg at den ville gå til, men den overlevede og voksede sig vældig stor og kraftig senere på sommeren. Dog var det så sent på sæsonen at tomaterne modnede at de næsten ikke nåede at modne så jeg kunne nå at smage på dem. Planten blev over 2m høj. Stænglerne var så kraftige at jeg måtte opgive at sænke planten for at få mere plads oppe mod loftet. Selv om stænglerne var så kraftige skal planten støttes under hele væksten, da den ikke kan stå selv.
Gajo de Melon har almindelige savtakkede blade.

Tomaterne

Tomaterne var ret små ca 15-20 gram. Det beskrives at de kan blive op til 30 gram, men så store blev mine ikke. De beskrives med mange former: aflange, runde og fladtrykte i forskellige kilder på internettet. Den plante jeg dyrkede i 2019 have kun cherrytomater af den runde slags på. Tomaterne forekommer i flere farver forskellige steder på planten. De er bicolor gul/orange/røde, stribede eller marmorerede. Den enkelt tomat skifter farvenuance hele vejen igennem modningsprocessen. Kødet og geleen i tomaten er helt gul. Skallen er lidt tykkere end vanligt og knaser når man spiser tomaten, men den er ikke så kraftig at det er ubehageligt.

Smagsmæssigt er Gajo de Melon helt speciel. Den smager nemlig af sødt og frugtagtigt, eftersmagen du har i munden er karakteristisk melon.

Vil jeg dyrke Gajo de Melon igen? Ja, det er den absolut værdig til.

Black Icicle – Sosulka Chernaya

Black Icicle også kendt under navnet Sosulka Chernaya, er en Ukrainsk tomatsort som blev fundet af Aleksey Kulik på en tomatmark. Det vides ikke hvilke tomatsorter som blev dyrket på marken det opgældende år og som kunne tilskrives “faderskabet” til sorten. Aleksey Kulik og Denis Terentiev udvalgte og stabiliserede den sorte elongerede tomatsort. Frøene blev primært solgt i Uraine og Rusland. Det var Baker Creek Heirloom Seeds som introducerede sorten på den amerikanske marked under navnet Black Icicle idet det er den engelske oversættelse af det Ukrainske navn Sosulka Chernaya. Sorten er frøstabil og er ikke kendt for at sprække.

Plantens udseende:

Der er ikke enighed om vækstmønster for Black Icicle, idet både indeterminat og semi-determinat angives. I de kilder som beskriver den som semi-determinat er sorten 120-160cm høj og dyrkes som busk uden knibning. Den plante jeg dyrkede var meget mere end 160cm høj. Jeg havde egentligt planlagt at dyrke den med 1 stængel, men dyrkede den med 2, da der var et sideskud som jeg ikke nåede at nippe af i tide. Stænglerne på planten skal støttes for ikke at knække.
Black Icicle var en af de sorter i 2019 som voksede i en Quadgrow potte. Planten stod i en potte med 11l pottemuld med tilsat perlekalk. Fra potten løber en væge ned i et vand resevoir som altid er fyldt med gødnings-tilblandet vand, som sikrer at planten er godt vandet. Desværre betyder det at i meget varme somre udvandes smagen af tomaterne da de kan drikke uendeligt meget.
Planten har normale savtakkede mørkegrønne blade, som hænger slapt hængende og får planten til at se tørstig eller svagelig ud.
Tidligt på sæsonen var en del af tomaterne ramt af griffelråd og måtte fjernes. Sent på sæsonnen hvor der kom skimmel, var det en af de sidste sorter som blev ramt.

Tomaterne

Black Icicle er en ivrig tomatsort. Planten var fyldt med tomater! De sad i store klaser over hele planten; det var et skønt syn. Planten forsatte med at sætte blomster og nye tomater helt frem til frosten kom.
De var ca. 6-7 cm aflange blommetomater med en spids. De vejer 80 – 125 gram. Tomaterne er mørkerøde, mahoganifarvede med grønlige skuldre. Tomatkødet er rødt og fast uden at blive tør. Tomatskallen er tynd, den revner ikke før temperatursvingningerne er meget store, dvs i oktober måned.
Tomaterne hænger længe på planten og modner. Det påvirker konsistensen af tomatkødet, mens smagen tiltager i sødme og styrke.

Tomaterne fra Black Icicle var dejligt saftige, men var ikke så kraftigt smagende som jeg havde forventet ud fra beskrivelse af sorten. Men som andre mørke tomatsorter var de sødmefyldte, hvilket for mig er det perfekte. Disse tomater modnede sammen med tomaterne fra de 93 andre planter og de fleste blev derfor brugt til henkogning da jeg manglede tilstrækkeligt røde tomater til det formål.

Vil jeg dyrke sorten i fremtiden: Helt sikkert

“Haley’s BIG Purple Comet”

Dette er historien om en tomat jeg kalder “Haley’s BIG Purple Comet”:
I foråret 2019 såede jeg et frø til Haley’s Purple Comet. Det var det sidste frø i en pose fra Wild Boar Farms købt i 2015. Som det nogle gange sker, da tomatfrø klistrer til hinanden og kan være svære at skille ad, kom der 2 planter op i den lille potte. Allerede meget tidligt var jeg klar over at planterne ikke var ens. Haley’s Purple Comet er en af de eneste tomatsorter jeg kender som næsten ingen flige har på bladene. Her havde den ene plante normale blade, mens bladene på den anden plante var runde uden flige. Jeg skrev til WBF og spurgte om sorten var kendt for at være med savtakkede blade ind i mellem, men det er den ikke. Med andre ord var der muligvis tale om at tomatplanten jeg havde var en variant! Så de blev begge dyrket, selv om jeg egentligt ikke havde pladsen til det.
I 2019 havde jeg 93 tomatplanter – 70 i drivhuset og 23 på friland! Det var lidt travlt!

Plantens Udseende

Haley’s BIG Purple Comet” vokser lige som Haley’s Purple Comet indeterminant. Jeg valgte at dyrke planten i en kapillærkasse udendørs under tagudhænget mod syd. Jeg dyrkede 3 planter i en 50l sæk pottemuld tilsat 10g kalk/plante. Denne sort vokser meget kraftigt og der måtte løbende klippes blade af for at det ikke blev for tæt for planterne i kassen . Selv om sorten har meget kraftige stængler skal den løbende bindes op for ikke at vælte.
Planten har normale savtakkede blade, som det ses på billedet ovenfor. Senere på sæsonen sås det at bladene var mindre savtakkede end på andre tomatsorter – se billedet nedenfor.

Tomaterne

Modningtiden fik jeg ikke målt, men jeg vil skønne den til ca. 80dage.
Planten sætter ranker af tomater som hænger ganske langt fra hinanden. Tomaterne er runde og lidt aflange. Farvemæssigt ligner de fuldstændigt Haley’s Purple Comet, idet de er mørkerøde/lilla bortset fra skuldrene som er grønne. Kødet er mørkerødt og geleen er grønlig. Skallen er tynd og sent på sæsonen har de tendens til at revne. Tendensen er dog meget mindre end ved Haley’s Purple Comet, som når den dyrkes i drivhuset laver revner i næsten 100% af tomaterne.
Tomaterne vejer 80-100gram. Smagsmæssigt ligner den Haley’s Purple Comet meget, idet den er krydret og har god sødme.

Skal “Haley’s BIG Purple Comet” dyrkes igen: Ja, jeg skal dyrke den, Haley’s Purple Comet og Haley’s Sweet Mystery i 2020 til sammenligning af de 3 sorter.

Gloire du Rhin

Gloire du Rhin kendes også under navnet “Gloire de Rhénanie” er franske navne for en meget berømt tysk tomatsort “Rhinlands Rhum”: Sorten er kendt under navnet “Slava Poryni” i tjekkiet. Sorten er gammel tysk heirloomtomat, som har været næsten helt glemt. Sorten blev brugt da til krydsning og fremstilling af sorterne Stupice, Tamina og Matina.
Sorten er veladapteret til at vokse i et kølige danske klima. Gloire du Rhin yder rigtigt godt, er robust og skulle have god styrke overfor plantesygdomme. Ud fra denne beskrivelse af sorten besluttede jeg at den måtte dyrkes.

Plantens udseende:

Gloire du Rhin vokser indeterminant. Planten jeg dyrkede i sommeren 2019 var ikke voldsomt lang – den blev kun blev ca. 2,5m lang. Planten havde usædvanligt kraftige stængler. Så kraftige at jeg måtte opgive at sænke planten for at skabe mere plads i toppen. Til trods herfor skal planten støttes for ikke at vælte eller knække når den bliver høj.
Jeg dyrkede sorten i en kapillærkasse i drivhuset. Den stod sammen med 2 andre planter i en 50l plantesæk kun tilsat 10g perlekalk/plante. Som alle mine andre tomatsorter skal der vandes med gødningstilblandet vand i hele vækssæsonen. Planten stod i den vestlige side med eftermiddagssolen på. Planten trivedes rigtigt godt med denne vækstmetode.
Sorten har normale savtakkede blade

Tomaterne

Modningstiden: Det lykkedes mig desværre ikke at måle modningstiden.
Sorten sætter mange store flotte klaser af tomater, som er ensartede og runde i faconen. Klaserne bliver meget tunge og bør bindes op/støttes for ikke at knække af inden tomaterne er modnet. Tomaterne starter med at have en orange-rød kulør, på dette tidspunkt smager de ikke godt. Jeg lod dem derfor hænge til de blev højrøde, før jeg plukkede og spiste dem. Umiddelbart synes jeg at de tåler at hænge ret længe på planten uden at blive bløde og uden at tomaterne bliver melede og kedelige at spise.
Tomaterne er meget uniforme i størrelsen og vejer 100-120g (sent på sæsonen blev de dog mindre), de er helt tynde i skindet uden at nogen af tomaterne revnede. Tomaten er dejligt faste i kødet. Smagen er den klassiske tomatsmag som vi kender, blot er den sødere og mere velsmagende end de vanlige kedelige tomater fra supermarkedet.

Vil jeg dyrke Gloire du Rhin igen: Absolut, det store udbytte og den gode smag gør det en god sort at dyrke i fremtiden. Jeg vil tro at den vil indgå i de tomater som jeg dyrker med heblik på konservering.

Novosadski Jabacur

Novosadski Jabacur er en gammel Slovensk tomatsort som giver en rund,
rød og klassisk udseende tomat. Folk som kender sorten fra Bosnien og Slovenien fortæller at der er verdens bedste tomat. Frøene til denne sort fik jeg af en bekendt som stammer fra Bosnien og som barn havde spist mange af disse tomater.

Plantens udseende

Novosadski Jabacur er en indeterminat voksende tomatsort. Plantens stængler skal støttes i hele vækstperioden. Sideskuddene nippes i bladhjørnerne, da planten eller bliver til meget stor grøn busk inden blomstersætning.
Jeg dyrkede denne sort både på friland og i drivhuset. Planterne blev dyrket i kapillærkasser både ude og inde. Som vanligt blev der dyrket 3 planter i en 50l plantesæk fra “Land og Fritid” tilsat 10 gram perlekalk/plante idet tomatplanter kræver meget kalk for at vokse godt. Som andre sorter trivedes planten udmærket ved disse vækstbetingelser. Jeg havde en enkelt plante som jeg dyrkede i en 20l potte med undervanding i drivhuset, denne plante satte overraskende kun relativt små lidt blege tomater.
Planten har normale savtakkede grønne blade.

Tomaternes Udseende

Når Novosadski Jabacur vokser nede syd, hvor den kommer fra, laver den bøftomater. Så store tomater så jeg ikke meget til. Denne sort producerer runde, lidt fladtrykte tomater. Udendørs var tomaterne ikke så store, de vejede 90-150g, mens den plante som stod inde i drivhuset generelt satte tomater som var større end de som jeg fik på planten udenfor. Den største af disse tomater vejede 225 gram. Planten ude satte vældigt mange tomater.

Tomaterne har en god smag af tomat, uden at være specielt søde eller aromatiske i sammenligning med andre sorter jeg har dyrket. Måske er denne sort bare ikke så glad for at vokse på vores breddegrader.

Vil jeg dyrke sorten igen? Selv om jeg ikke er imponeret med smagen og udbyttet fortjener sorten nok en sæson mere.

Evan’s Purple Pear

Evan’s Purple Pear, også kendt under navnet Evan’s Purple Plum, er resultatet af et spontant kryds ude på marken hos tomatforædleren Brad Gates fra Wild Boar Farms i USA. Han har beskrevet, at han for ca 20 år siden fandt planten på en mark med tomatplanter af sorten Prudence Purple. Han navngav sorten efter sin ældste søn.

Foråret 2019 var 3. gang jeg såede denne sort. Jeg havde byttet mig til 3 frø fra en anden tomatentusiat helt tilbage i 2015. Det var det sidste frø jeg havde tilbage. De 2 første gange jeg har forsøgt at dyrke sorten, havde planten været sygelig og er aldrig blevet til noget. Jeg havde derfor ikke de store forhåbninger for et godt resultat i år. Dog skulle det lykkedes denne gang, selv om planten var lille og svagelig og ikke havde det helt godt i det tidlige forår.

Plantens udseende

Evan’s Purple Pear er en lille indeterminat blommetomatsort. Jeg dyrkede sorten i en af mine selvvandingspotter. Selve planten stod i 11 l pottemuld tilblandet perlekalk for at sikre gode vækstbetingelser for planten. For at forøge udbyttet valgte jeg at dyrke sorten med 2 hovedstammer, på samme måde som jeg dyrker mine cherrytomater. Planten er lang og ranglet, så den blev løbende bundet fast til en kraftig bambusstang.
Som alle mine andre tomatplanter fik den gødningstilblandet vand frem til slutning af september måned, hvor jeg klippede toppen af planten.


Evan’s Purple Pear er kartoffelbladet og den har som andre sorter med kartoffelblade ikke særligt mange blade. Bladene sidder op en tyk stilk og er store i forhold til de normale savtakkede tomatblade. Bladene har enkelte flige og kan have grove rynker, men de er ofte uden rynker. Farven er grøn til mørkegrøn.

Store smukke kartoffelblade

Tomaterne

Modningstiden er rapporteret at være 70-80 dage – jeg fik desværre ikke målt den.
Tomaterne hænger i relativt små klaser af 5-6 stykker. Tomaterne er har en lidt buttet pæreform. De vejer 60-70 gram. Tomatenes farve er mørk rød/brun, men kaldes lilla. Tomaternes har grønne skuldre. De mørke tomater skal hænge længe på planten før de er klar til at spise. Skallen er ganske tynd og tomaten er dejlig sprød at spise. Tomatkødet er mørkerødt som skindet mens gelen er grønlig.

Selv om skallen er tynd var der ingen tomater som revnede før tempertursvingningerne blev store ud på efteråret.
Tomaterne har som andre mørke/sorte tomater en dejlig krydret smag og en god sødme. Denne sort blev bare spist i drivhuset, de eneste som kom ind i huset var dem der skulle bruges til at lave frø af.

Skal sorten dyrkes igen? – Dette er absolut en sort som skal dyrkes igen. .

Potatoleaf Variegated

Potatoleaf Variegated er en relativt ny cherrytomatsort som er udviklet af tomateksperten Keith Mueller.

Plantens udseende:

Potatoleaf Variegated er en determinant voksende sort. Faktisk havde jeg i forbindelse med min research om sorten inden sæsonens start, fejlagtigt noteret at planten voksede med indeterminant vækstmønster. Derfor lod jeg planten vokse med 3 hovestammer for at øge udbyttet, lige som jeg i øvrigt gør med andre cherrytomatsorter. Således skal alle sideskud bortset fra 3 nederste nippes af. Sorten skulle i følge andre som har dyrket den og i følge tomatofifou.fr være 1 meter høj. Den Potatoleaf Variegated jeg dyrkede i mit drivhus var smuk med spraglede blade, men blev i hvert fald 2 meter høj – meget højere end beskrevet. Stænglerne er ret tynde og de skal bindes op, da de ellers knækker eller planten vælter.

Potatoleaf Variegated har meget store multifarvede grønt-hvide kartoffelblade. Tidligt på sæsonen, inden det blev vældigt varmt i drivhuset var bladene virkelig flotte dvs. spraglede (hvid/glue og grønne). Efter en periode med stærk varme forsvandt de smukke hvide aftegninger og plantens blade blev helt grønne eller faktisk synes jeg de var mere mørkegrønne end de fleste andre sorter jeg havde i drivhuset i år. Det er ikke bare bladene som er spraglede, også stænglerne blomster og tomater sidder på er 2 farvede. Faktisk er de meget smukke og næsten betagende at se på.

Jeg dyrkede Potatoleaf Variegated i en quadgrow potte med 11 l pottemuld tilsat perlekalk. Gennem hele sæsonen blev der vandet med gødningstilblandet vand, da tomater kræver meget gødning for at sætte blomster.

Tomaternes Udseende

Potatoleaf Variegated sætter store ranker af tomater som tidligt er lysegrønne for senere hen at bliver bleggule i kuløren. Tomaterne er større end vanlige cherrytomater. De vejer 15-25 gram. Skalden på tomaten er tynd og behagelig at spise. Til trods herfor var der ikke problemer med at de revnede i den sene del af sæsonen.

Med hensyn til smag er denne sort ikke i top. Tomaterne er ret syrlige og smager ikke af ret meget. Derfor fik de lov at hænge længere end de egentligt skulle. Herved ændres smagen så de bliver sødmefyldte og mere aromatiske. Faktisk blev de helt spiselige!
Determinante tomatsorter plejer at modne alle tomaterne på planten på en gang. Det var ikke tilfældet med min plante idet tomaterne modnes løbende igennem sæsonen.

Vil jeg dyrke sorten Potatoleaf Variegated igen. Sandsynligvis ikke.

Harzfeuer, F1

Harzfeuer, F1 er en kommerciel tomatsort, som er udviklet i det tidligere DDR. Jeg fandt en kilde på internettet som beskrev at sorten var en videreudvikling af sorten Gemini som er velkendt i Danmark. Det er især smagen skulle være forbredret i Harzfeuer F1. Jeg købte frø til Harzfeuer, F1 i Lidl. En pose med 10 frø kostede kun 9 kr og var således meget billige.

Det er mange år siden at jeg har købt tomatfrø – da jeg laver dem selv fra mine frøstabile/heirloom tomatsorter. Men i foråret 2019 var en diskussion i FB-gruppen “Tomatentusiaterne”, hvor nogle medlemmer mente at det ikke var værd at dyrke heirloom/specielle tomatsorter, da de var “for sarte” og svære at dyrke. De anbefalede i stedet at købe frø til kommercielle hybridtomater. Efter en længere diskussion endte jeg med at beslutte at jeg ville prøve at dyrke disse kommercielle sorter for at se om det dog kunne være sandt.

Hybrid- versus frøstabile tomatsorter

Kommercielle tomatsorter har fordele. De er fremstillet så planterne er nemme og dyrke og normalt giver et godt udbytte. Ser man sig godt omkring findes der sorter, som er resistente overfor skimmelsvamp som kan være et stort problem i de våde danske somre. Andre sorter er resitente overfor plantevirusinfektioner – disse er knap så stort et problem her i landet.
Når det er sagt så er der også ulemper ved de kommercielle sorter. Den første på min liste er tomaternes smag eller snarere den manglende smag. Du er måske som almindeligt menneske ikke klar over hvor lidt en supermaskedstomat smager af, og det er ret trist. Jeg er stor fan af søde og aromatiske tomater, dvs sorter som smager af andet end det som man normalt forbinder med smagen på “tomat”. Man gennem de sidste 50 år avlet de gener ud af tomaterne som giver den gode smag til fordel for gener som sikrer at de kommercielle tomatavlere kan levere en flot tomat som holder sig længe på en hylde. En anden ulempe er at man ikke kan tage frø af F1 sorter, da de er genetisk ustabile og man aldrig får det samme ud af frø som dyrkes næste år.

Plantens udseende

Jeg såede Hartzfeuer, F1 ret sent, da jeg egentligt havde regnet med at at den skulle stå på friland. Til min overraskelse kom den lynhurtigt op af jorden og i forhold til de andre tomatplanter jeg dyrkede i foråret 2019 (jeg havde knap 300), blev planterne meget hurtigt store og kraftige. I sammenligning med heirloomtomaterne havde sorten et stort og kraftisk rodnet. Jeg dyrkede Hartzfeuer F1 både på friland og i mit drivhus. På friland stod den i en kapillærkasse op af en sydvendt mur. I drivhuset havde jeg en plante i en DuoGrow potte og en i en kapillærkasse. Både ude og inde voksede den sig stor i en fart. Den blev dyrket i pottemuld tilsat perlekalk. Kapillærkassen blev vandet med gødningstilblandet vand hele sommeren og frem til slutningen af september.


Hartzfeuer, F1 vokser indeterminat og skal løbende have nippet sideskuddene af i bladhjørnenerne hvis den skal sætte tomater.
Sorten har almindelige savtakkede grønne blade.

Tomaterne

Hartzfeuer F1 laver runde og røde tomater som vejer 90 – 110g. Klaserne indeholder 5-6 tomater. Jeg var ikke imponeret over hvor mange klaser er var på i en plante – udbyttet var i min optik yderst ringe trods de flotte planter, dette problem var til stede på udendørs og indendørs.
Tomaterne bliver relativt tidligt røde og fremstår modne, men ved prøvesmagning var smagen yderst kedelig og aldeles skuffende. Jeg synes faktisk ikke de var værd at spise, så de fik lov at hænge på planten, idet jeg ville bruge dem til henkogning sammen med alle de andre tomater senere på sæsonen. De de blev plukket senere på sommeren, da henkogningen var igang var de begyndt at blive bløde i konsistensen. Tilgengæld smagte de sødt og med en kraftigt god og aromatisk tomatsmag.

Vil jeg dyrke Harzfeuer, F1 igen: Ikke sandsynligt, jeg vil hellere dyrke en tomatsort som smager af noget mere.