Pertsevidnyy Polosatyy

Pertsevidnyy Polosatyy er en kommerciel russisk tomatsort, som på visse internetsider beskrives som en heirloomtomat. Den er frøstabil. Sorten siges at være højtydende.
Jeg valgte at dyrke denne sort sammen med andre sugo-tomatsorter i et forsøg på at finde nogle poduktive tomatersorter som var gode til henkogning, dvs. sorter der ikke var super vandholdige.

Plantens Udseende

Pertsevidnyy Polosatyy vokser indetermiminant, men bliver kun ca 180cm høj. Stænglen er lang og tynd, og skal planten skal opbindes i hele vækstperioden.
Jeg dyrkede sorten i en plantesæk i mit drivhus. Jeg havde store problemer med griffelråd. Det var det første år jeg forsøgte mig med drypvanding, hvilket jeg nu har opgivet med det aktuelle system, da det simpelthen ikke virker. Uregelmæssig og insufficient vanding er en velkendt årsag til griffelråd, da vækstbetingelserne for planten ikke er optimale. Tomater af sugo-typen er specielt følsomme overfor griffelråd og redulterer i at mange tomater må kasseres, hvorfor udbyttet ikke var nær så stor som forventet.
Det fremgår af flere sider på internettet at den også kan dyrkes på friland, men den lange modningstid vil nok være en udfordring med det dansk klima.
Planten har normale savtakkede blade.

Tomaternes Udseende

Modningtiden er lang, ca 120 dage.
Tomaterne på Pertsevidnyy Polosatyy er aflange med en længde på 10-15cm. De er røde med længdegående gule og orange striber. De vejede mellem 80-120g, men beskrives at kunne veje helt op til 300g. De tomater jeg plukkede fra planten var ret tørre i kødet, der var meget lidt gele og kun sjældne frø.
Tomaterne smagte som en “standard supermarkedstomat”, hvilket er OK, hvis den anvendes til konservering, men jeg vil ikke spise dem uden at koge dem, da de er kedelige i smagen.

Vil jeg dyrke Pertsevidnyy Polosatyy igen. Ja, hvis jeg igen skal konservere tomater til de lange vintermåneder.

Ten Fingers of Naples

Sorten Ten Fingers of Naples er en gammel sugo-tomatsort – en heirloomtomat som menes at stamme fra Napoli i Italien.

Plantens Udseende

Ten Fingers of Naples vokser indeterminant. Sorten bliver ikke så høj, ca 180.cm. Jeg dyrkede den i drivhuset i plantesække med drypvanding og har ikke erfarring med at dyrke på friland. Da sorten er en roma/sugotomat er den i risiko for udvikling af griffelråd, specielt den første klase er ofte ramt. Sorten sætter stor klaser med 5-11 blomster.
Blade: almindelige savtakkede grønne blade

Tomaterne

Modningstiden blev ikke målt pga griffelsråd på de først 2 ranker, den angives som 75 dage.
Tomaterne er aflange og røde med en spids. TOmaterne er 8-12cm lange og 2-4cm i diameter. Tomaterne er lidt puklede og uregelmæssige i formen. Som andre roma/sugo tomater er denne sort kødfuld, kødet og geleen er rødt. Der er meget få frø i tomaterne.
Smagen er ikke super-spændende. Disse tomater egner sig rigtigt godt til henkogning, da de ikke indeholder så meget væske, og de henkogte tomater derfor ikke bliver så våde.

Vil jeg dyrke sorten igen? Umiddlebart tror jeg det ikke, jeg har frø til andre mere velsmagende sugotomater fex Uncle Alfonso Roma og Amish Paste som jeg hellere vil dyrke.

Minusinskoye Zheltyye Ot Galiny

Tomatsorten Minusinskoye Zheltyye Ot Galiny stammer fra Minusinsk (Krasnoyarsk regionen, Rusland) og siges at være en meget sjælden russisk tomatsort.
Der findes ikke mange informationer om sorten på internettet – de fleste kilder er på fransk. Faktisk er det overraskende at jeg ikke kan finde informationer hverken på engelsk eller russisksporgende internetssider.
Sorten er selvbestøvende og frøstabil.

Plantens useende

Minusinskoye vokser med indeterminant vækstmønster og den bliver > 2 m høj. Planten skal opbindes gennem hele sæsonen – Jeg binder mine planter op til en 2,5m lange bambusstang. Jeg har kun dyrket sorten i mit drivhus. Planten voksede i en plantesæk/kapillærkasse. Jeg gødede med Tomatgødning som tilsættes til vandet efter 3 uger. Gødningsmængden kan reduceres i slutningen af august måned.
Jeg dyrkede 3 planter i en sæk – det er meget tæt at sætte tomatplanter og kræver god diciplin mht. at knibe blade af for at sikre god udluftning mellem planterne.
Sorten har aflange, slanke og slapt hængede, savtakkede blade.

Som andre aflange roma-type tomater er denne sort meget følsom overfor griffelråd. Jeg måtte smide de første 15 tomater på planten ud da den blev ødelagt.

Tomaterne

Modningstid: Der er divergerende informationer på nette, alt fra 42-85 dage. I sommeren 2019 to det 80 dage før de første tomater var modne, en af årsagerne er til var at jeg måtte fjerne de første 2-3 kalser pga griffelråd.
Sorten er højt ydende.


Tomaterne er variende i formen – nogle er aflange med spids mens andre en kantede og buttede. Tomatens hud og kød er dybt orange, de er meget kødfulde og næsten uden gele/kerner. Tomaterne er store og vejer fra 200-300gram, det beskrives at de kan veje op til 1000g.
Tomatsorten Minusinskoye Zheltyye Ot Galiny har en dejlig smag. Disse tomater har en kraftig men sød tomatsmag. Sorten skal således både anvendes til henkogning, men er også dejlige rå i en salat.

Vil jeg dyrke tomatsorten Minusinskoye Zheltyye Ot Galiny igen: Det kunne jeg absolut godt finde på.

Purple Smaragd

Purple Smaragd er en gammel Østrisk heirloomtomat som hævdes at stamme fra Weinerwald skovene.

Plantens Udseende

I min research på internettet om Purple Smaragd er der vidt forskellige udsagn om sortens vækstmønster. På tyske hjemmesider angives det, at den er determinat med en højde på 120-150cm. På franske og amerikanske hjemmesider for at den beskrevet som er indeterminat med kompakt vækstmønster – jeg ville nok kalde den semi-indeterminat – forklaring nedenfor.
Den Purple Smaragd plante jeg dyrkede i mit drivhus sidste sommer lignede tidligt på sæsonen en determinat plante. Den voksede til ca 1,4 m i højden. Den satte 3 ranker med blomster og så holdt den op med at sætte nye blade i toppen. Da jeg inden sæsonen havde læst at sorten var determinat, lod jeg den sætte sideskudene på. Det var svært da planten er ret bred og den stod som den midterste plante i sækken. Det nåede at sætte en del blomster og derved tomater. Sent på sæsonen begyndte den igen at blive højere. samlet set var den nok 160 høj.
Purple Smaragd har gracile (slanke) blade. I forhold til de sædvanlige tomatblade er mere udtalte savtakkede og hænger slapt med fra planten.

Tomaterne

Modningstid skulle være 70-75 dage fra blomst til moden tomat. Jeg målte tiden til meget længere. Alle mine tomatplanter gik, af uvisse årsager, i stå i væksten i juni måned, så jeg er usikker på om den målte modningstid er valid.
Tomaterne på Purple Smaragd er aflange og tenformede. De umodne tomater er smukt stribede i lyse- og mørkegrønne nuancer. Farvemæssigt er de modne tomater mørkerøde med grønne, lilla og sølvfarvede længdegående striber. Tomatkødet er rødt og geleen grønlig i kuløren. De vejede 75-100 gram.

Visse kilder på internettet angiver tomaterne som melede i konsistensen, og at de anvendes bedst til henkogning og tomatsauce. Denne oplysning var næsten ved at afholde mig fra at dyrke sorten. Jeg kan bare ikke klare melede tomater! I sidste øjeblik spurgte jeg medlemmerne i den hjælpsomme FB-gruppe “Tomatentusiaterne”, som samstemmigt bedyrede at tomaterne var fanstastiske. Derfor blev Purple Smaragd den dyrket i 2019, og det var en god oplevelse. Tomaterne var sprøde, saftige og smagte fanstastisk.

Vil jeg dyrke Purple Smaragd igen? Denne lækre tomat er på listen over tomater som jeg gerne tager en sæson mere med.

Amish Paste – den klassiske tomat til konservering

Amish Paste har været kendt helt tilbage til 1880’erne og er således en af de ældste heirloomtomatsorter. Den er som navnet antyder stammer sorten fra Amish folkene i Wisconsin. Dette er en sugotomat – eller Roma som man kalder der på amerikanske internetsider.

Plantens udseende

Amish Paste vokser med indeterminant vækst. Visse internetskilder beskriver at sorten kun er knap 2 meter høj, men den plante jeg dyrkede i sommeren 2018 var meget højere og toppen måtte klippes i september måned. Jeg dyrkede Amish Paste i drivhuset og har således ikke erfaring med at dyrking på friland. Planten voksede i en kapillærkasse med en 50 L plantesæk kun tilsat perlekalk. Under hele væksten blev den vandet med gødningstilblandet vand. Planten bindes op og sideskud fjernes løbende.
Som andre tomater af romatypen har denne sort fine slanke lidt slapt hængende grønne blade som dog er savtakkede som vanligt. Planten har ofte ikke særligt mange blade hvilket øger risaikoen for at tomaterne bliver solskoldede og udvikler grønne nakker.

Man skal være opmærksom på at Amish Paste elsker varme og tåler ikke nattetemperaturer under 15 grader uden at tomaterne bliver deformerede!

Tomaterne

Modningtid: Blev ikke målt på denne sort, da mange af de første tomater desværre måtte smides ud på grund af griffelråd. Jeg dyrkede 2 tomatsorter af romatypen (Amish Paste og Uncle Alfonso) som begge havde problemer med griffelråd! Sorten sætter mange tomater og yder godt

Planten laver klaser med op til 6 tomater. Når de modner vejer de gange meget og jeg var ude for at en hel klase bare knak af planten. Tomaterne er Oksehjerte/aflange romaformede, røde, tyndtskallede og vejer mellem 150 og 250 gram. De er velegnede til henkogning og fremstilling af alle former for tomatkonserves så som henkogte tomater, tomatmarmelade, ketchup og tomatpure. Tomaterne kan også spises rå i skriver eller i en salat, da tomaten har en kraftig tomatsmag med god sødme. Tomatkødet er ikke tørt eller melet, som det ofte er i tomater af romatypen.

Vil jeg dyrke Amish Paste igen? Ja den er god når jeg laver hemkogte tomater til vinteren.

Uncle Alfonsos Roma

Uncle Alfonsos Roma er en sugotomat. Frøene købte jeg for mange år siden fra Camilla Plums webbutik på Fuglebjerggaard. På hjemmesiden står der meget lidt om sorten og jeg har ikke kunne finde yderligere oplysninger på nettet. Den smule der står er at det er en sort som en amerikansk chefkok  og hans familie har dyrket i mange år.

Plantens Udseende

Jeg har dyrket denne sort på friland og inde i drivhuset; den trives godt begge steder. Uncle Alfonso Roma vokser indeterminant og skal nippes. Jeg har dyrket den med 3-4 hovedstammer for at få et større udbytte, det tåler sorten uden problemer.

Sommeren 2016

Dyrkede Uncle Alfonso Roma i højbed, dette gav en super flot stor plante, men desværre blev den hurtigt angrebet af kartoffelskimmel og planten døde.

Sommeren 2017

Sorten blev dyrket i kappilærkasse fyldt med pottemuld kun tilsat perlakalk. Planten stod under tagudhænget på en sydvendt mut. I deet miljø trives den faktisk godt.

Sommeren 2018

Sommeren 2018 var meget varm og selv om der var god udluftnming i drivhuset og temperaturen derinde ikke kom over 30 grader C, havde denne sort det ikke let. Gennem den hedeste del af sommeren var alle tomater angrebet af griffelråd og blev smidt ud. Jeg fik således ingen spiselige tomater fra denne sort før det blev køligere i august.

Denne sort har normale savtakkede blade.

Tomaterne

Tomaterne på Uncle Alfonsos Roma har mange former. Nogle af tomaterne er aflange som en vanlig romatomat, mens andre er mere runde og nogle er næsten firkantede.

Tomaterne er meget kødfulde. Mange sugotomater er efter min smag kedelige i smagen, men det er denne her ikke. Disse tomater har en fantastisk smag med god sødme og en frisk aroma. Tomaterne vejer op til 250 gram. Udbyttet fra en plante kunne jeg godt ønske at det var noget større end det jeg har haft.

Uncle Alfonsos Roma kan spises i salaten, som pynt på dit smørrebrød eller den kan bruges til alle de henkogte tomatprodukter du laver om efteråret.

Vil jeg dyrke sorten igen: Absolut, har dyrket den i snart 5 år, den er god at have om efteråret når “fadeburet” skal fyldes op igen.